Collage & Patchwork

Sommerens udstilling koncentrerer sig om multidiscipliner som ”sætter ting sammen”.

Nøgleordene er eksperimenteren med materialer og metoder.

 

Collagen opstod af de kunstneriske avantgardebevægelser i starten af 1900, først med de italienske futurister. Kunstretningen blev mere kendt gennem kubismen og de eksperimenter Picasso og Braque gjorde med papier collè, som er den tidligste form for collage. I denne teknik pålimer man collagen forskellige materialer, ikke kun papir men f.eks. også tapet, træ, karton og avispapir, den kan derigennem få et tredimensionelt udtryk. Udviklingen af denne teknik hænger meget sammen muligheden for hurtig udførelse gennem brug af dagligdags materialer, som er lette at skaffe og anvende.

 

Netop udnyttelsen af denne egenskab er typisk for en af kunstnerne ved denne udstilling, nemlig Ricardo Olivares Marín; efter længere tids sygdom, hvor han i mange år ikke havde været nær det kreative, begyndte han at lave collager ud af æskerne til sin medicin. Værkerne var i starten abstrakte kompositioner, men bliver siden figurative, ofte maritime motiver kendetegnet ved et særligt koloristisk talent som minder om Matisses farveglæde.

 

Den nye kunstform afspejler en verdensorden i opløsning, hvor en ny og anderledes harmoni opstår gennem fragmenter, de-konstruktion af formerne og eksperimentation.

Også for de første kunstnere som benytter sig af collagen, f.eks. Max Ernst og Kurt Schwitters, er den kunstneriske proces vigtig, de eksperimenterer med allerede eksisterende stilarter, blander de ”rene” teknikker, opfinder mutanter, bygger videre. Fotografi blandes med grafik, som blandes med maleri, med skulptur, med... Og den traditionelle skillelinie mellem kunst og kunsthåndværk opløses, nye designskoler som Bauhaus opstår, livet selv og vores livsstil bliver kunst. Og kvinderne kommer på banen som kunstnere og introducerer en ny sfære på kunstscenen, bl.a. i form af nye materialer og teknikker som før har været forbeholdt kunsthåndværket, bl.a. patchwork.

 

Patchwork er en gammel teknik, som sandsynligvis stammer fra russiske bondekoner. Senere er teknikken blevet kendt fra de amerikanske nybyggere i det forrige århundrede, og navnet kender vi også fra Amerika. Typisk syede man stofrester og slidt beklædning sammen til større stykker, f.eks. tæpper og duge. Stoflapperne klippes i forskellige geometriske former inden de sys sammen i dekorative mønstre. Som regel afsluttes et patchworktæppe med at man quilter det.

Patchwork-teknikken er brugt af mange kvindelige kunstnere, bl.a. avantgardisten Sonia Delaunay og senere den engelske New Generation kunstner, Tracy Emin.

 

Ved denne udstilling udstiller Ilse Iversen sine smukke patchwork-tæpper. Tæpperne er lavet med inspiration bl.a. fra rejserne i USA, gennem møder med mennesker og overvældende natur – og kulturoplevelser: Grand Canyon, Atlanterhavet, Las Vegas, indianerkultur... her ved udstillingen høres et ekko af Atlanterhavets storhed gennem Vesterhavets brusen. Ud af Ilses positive verdenssyn vokser nye harmoniske konstellationer, som overrasker i evnen til at bruge farven og tryllebinde gennem enkelthed.

 

Mille Søndergaard udstiller en blanding af tæpper og maleri, og grafik med collage-elementer. Udgangspunktet efter uddannelse i Italien med maleri og grafik var den klassiske kunst, men hun bevæger sig hurtigt mod en kunst med blandformer. Fortællingen om det fantastiske og fabulerende er central i hendes værker. Ofte bruges ord til at fremhæve sammenhænge. Maleriet blandes med grafiske og fotografiske teknikker, og påsyede elementer bringer associationer til brugskunstens traditioner.

 

En ”pseudo-videnskabelig efterforskning” kalder Daniel Hugo Olivares sit arbejde. Han har ingen ambition om at genskabe et skønhedsideal men er drevet af lysten til at eksperimentere med materialet: sten, stål, papir, lærred, plexiglas – en multikunstner for hvem intet værk er for lille eller for stort til at give sig i kast med det. Ligeledes uddannet i Italien og inspireret af avantgardens kunstneriske strømninger og af en familie af kunstnere.

 

Disse fire kunstneres forskellige måde at sammensætte på, viser en form for æstetik fuld af fantasi, hver især er specialiseret i at behandle en speciel teknik på sin egen måde, fuldendt og forfinet gennem eksperimentet. Hver især viser nye veje og samtidig hviler de i det kollektive og historien.

 

 

Kunstklitgården KUK v. Daniel Hugo Olivares og Mille Søndergaard

Holmsland Klitvej 91

Nr. Lyngvig

6960 Hvide Sande

98460095/kunstklitgaarden@gmail.com

www.kunstklitgaarden.dk